Sticky Rice Management 💛

Sticky Rice Management 💛

Sticky Rice Management
Et manifest

Hvordan får man skabt en kollektiv bevidsthed i en mangfoldig organisation når ingen tænker ens?  

Hvordan undgår man at opbygge en organisation hvor alle tænker ens - så det kreative udviklingsfelt forsvinder? 

Hvordan er man en del af kernen i kollektivet, men samtidig står udenfor i sin rolle af leder? 

Sticky Rice Management er forslag til ledelses-betragtninger og reflektion – krydret med personlige anekdoter, erfaringer og inspiration der kan få de gode råd og overvejelser til at klistre sig til hjernen som sticky rice.

 

Fordord fra Sticky Rice Management:

Det er mange år siden jeg lærte Lâm at kende. Så længe siden, at jeg ikke kan være sikker på, at min hukommelse er helt korrekt. Så vidt jeg husker, var allerførste gang jeg talte med Lâm, kort tid efter Lâm’s første restaurant, LêLê*, var åbnet - og af Københavnerne indtaget med begejstring og hæder for sin overlegne coolnes, kronet som et “In-sted”.  
Jeg oplevede et stærkt “imposter syndrom” og prøvede ihærdigt at virke vigtig og lade som om, at det at være ingeniørstuderende var enormt tjekket. Jeg var særdeles bevidst om, at mit valg af studie på Ingeniørhøjskolen, nok mest solgte mig som den nørd jeg i sandhed var.  
Lâms bemærkning til mit krampagtige forsøg på at hverve coolness-point var:

“Nå, men jeg har en grillbar på Vesterbro”.

Jeg husker det, fordi det stadig er Lâm i en nøddeskal. At afvæbne situationen - og mit forsøg på at hævde mig, med jydsk jordnærhed og en-spade-er-en-spade logik. 
En hel del risnudelsalater er siden blevet fortæret - og en del år er kommet og gået. År med fremgang, år med modstand, med latter og gråd. Min respekt for den jordnære, en-spade-er-en-spade logik er ikke blevet mindre med tiden. 
Mange af de gode måltider har været suppleret af samtaler om vores respektive jobs og de udfordringer der opstår når man arbejder med mennesker. Jeg bryster mig af at have fået nære venskaber og en betroet rolle, og har i årene, fra sidelinjen, fået lov at observere de udfordringer Lâm takler som restaurationsejer.

*) Asiatisk restaurantkæde, 2003 – 2021, hvor Lâm var en af de drivende ejere.

I timevis har vi talt om, hvad vi mener er god ledelse, hvordan man 
navigerer i et dynamisk hav af menneskelige interaktioner, og hvad der er god business. Så det var ikke svært at finde motivationen til at kaste sig over denne lille bog, da Lâm foreslog projektet. 
Jeg håber du, kære læser, vil få glæde af vores målsætning om at formidle god ledelse med enkelthed og en-spade-er-en-spade logik. At vores tanker, betragtninger og ideer vækker appetit til reflektion af din egen ledelsesstil. 

Velbekomme!



Marie Kjær Hansen
Co-forfatter, ven og medskyldig